lördag 9 mars 2013

The middle-aged man and the sea

Det er allerede to uger siden Chanette & Kim rejste hjem og efterladte os på Koh Lipe.
Vi havde det super hyggeligt og var blandt andet på to dejlige ture med longtailboat til Koh Ra Wi og Koh Adang. Et af højdepunkterne under vores 5 dage sammen var dog når Kim fangede og bød på sejlfisk til middag. Han havde sørget for at komme med en lokal fisker på en heldags fisketur med longtailbåd. Den korte version af en allerede, og helt sikkert fremtidig, fantastisk fiskehistorie er, at de efter en hel dag uden nogle ordentlige bid, fik den store fangst på krogen. Efter halvanden times kamp fik de endelig den ca 30 kg tunge sejlfisk op i båden. En ordentlig pragtfangst! Som alle gode fiskehistorier udvikler de jo sig med tiden, så vi kan helt sikkert forestille os en ældre udgave af Kim sidde med børnebørnene og fortælle noget i stil med:

"Havet var rasende den dag. Bølgerne var store som højhuse og regnen piskede ind over min longtailbåd. Efter 84 dage på havet, på en kost af bare regnvand og flyvefisk, skulle jeg endelig få min løn. Jeg fik bid, og efter to dages kæmpen, med livet som indsats, kunne jeg sejle fangsten hjem. 250 kg vejede den, den største verden nogensinde set...".




Inga kommentarer:

Skicka en kommentar